Mit system er endnu ikke komplet eller automatiseret, og visse dele er lavet om, men det virker i sin grundide efter hensigten. Fokus har været dels nemt at kunne kontrollere mæsketemperaturen præcist med minimale temperaturudsving i både mæsk og urt, dels at undgå temperaturstratifikation i mæsken. Derfor et Herms-system og derfor både et isoleret mæskekar, varmepad i karrets bund og konstant recirkulering.
Ja, Nørfeldt, Jeg brygger i en isoleret Ss Brewtech InfuSsion 20 gallon Mash Tun med en elektrisk varmepad (Ss Brewtechs egen MTSs) i bunden. De (Ss Brewtech) påstår at isoleringen er så effektiv, at man kan holde temperaturen inden for 1 grad i en time. De anbefaler ikke recirkulering pga. temperaturtab i rør og slanger. Faktisk mener de på deres hjemmeside, at det nærmest er overflødigt med andre varmekilder (RIMS/HERMS/Direkte). Det er nu ikke min erfaring, specielt ikke i små batches. Ikke at karret som sådan er dårligt isoleret, og et stykke hen ad vejen holder det temperaturen okay, men InfuSsion Mash tun'en er ikke på nogen måde i stand til at opretholde konstant mæsketemperatur gennem en hel time - heller ikke med MTSs systemet installeret. Varmepadden kan ikke holde temperaturen alene, og er slet kraftig nok til at hæve temperaturen op til udmæskningstemperatur (eller trinmæske; eller for den sags skyld bare hæve temperaturen, hvis man er kommet under niveau). Der skal noget mere til, også selvom man forvarmer Mash Tun'en. Derfor også HERMS.
jesperth skrev:Nørfeldt skrev:Jeg er også i tvivl om hvor jeg skal placere temp-proben til PID'en. Mine overvejelser går på:
1) ved udgangen af HERMS coilen
2) ved udgangen af HLT'en, som bl.a. The Electric Brewery gør
Jeg tænker at nr. 1 vil give mest mening, da det jo er mæsken jeg er interesseret i at følge, men jeg er i tvivl om hvorvidt PID'en formår at kalibere det overshoot der vil være ved hhv. ved fastholdelse af temp og ved temp-stigningerne...
Jeg er ved at bygge et tilsvarende setup og har netop valg 3xSS Brewtech kedler, men ikke deres MAsh tun da jeg vil køre Herms - af samme grunde som du nævner. Din 1) og 2) options er vel det samme? Udgang af Herms coil er vel netop udgang af HLT? Eller mener du at du vil måle på recirculation i HLT? I så fald har jeg planer om både at måle recirculationstemp i HLT og exit temp fra Herms coil, fra samme gryde.
Jeg har eksperimenteret noget med, hvor jeg skulle måle temperaturen for at styre mæskens temperatur. Som det ses på billede 2, har jeg fire temperaturregulatorer (og faktisk også en ekstra øverst i billedet), så jeg har masser af målekapacitet. Da det jo er mæsken, det hele drejer sig om, mener jeg, at det også er her, at styringstemperaturen skal tage sit udgangspunkt; men hvis man skal kunne stole på den (punkt)målte temperatur, er det også vigtigt at have en ensartet temperaturfordeling i mæsken, som førnævnte system sikrer.
Lige nu måler jeg temperatur i HLT og i selve mæsken (både top, midte og bund her i indkørings- og testfasen). Bypassventilen på herms-spiralens indgang (se billede 1) har vist sig særdeles effektiv til nemt at styre mæsketemperaturen - også ved trinmæskninger og ved udmæskning.
Billede 1 Bypassventil
Det virker sådan, at HLT temperaturen holdes ca. 5-10°C over mæsktemperaturen alt afhængig af temperaturtabet i systemet. Når mæsketemperaturen er korrekt, bypasses HLT'en, men recirkuleringen fortsættes. Det isolerede mæskekar og varmepadden holder temperaturen rimelig stabil i en rum tid, men ikke gennem hele mæskeperioden. Ved fald i temperaturen på mere end en ½ grad, kobles Herms-spiralen på igen og temperaturen hæves til korrekt niveau inden for få øjeblikke. Igen er det isolerede mæskekar en fordel, da systemtabet er ret lille, og derved er temperaturreguleringen ret hurtig. jeg har også isoleret mine slanger, for at minimere systemtabet mest muligt. Se billede hvor ventilerne står med HERMS-spiralen slået til.
En anden fordel er, at jeg ikke behøver at kontrollere HLT-temperaturen særlig præcist. Den skal i princippet bare ligge på mæsketemperaturen + systemtabet + en lille buffer, så regulerer bypass-systemet den præcise temperatur i mæsken. Derved opnås en hurtig og præcis temperaturstyring direkte på mæsken. Man skal ikke vente på at gasblusset/varmelegemet regulerer temperaturen på hele vandmængden i HLT'en. I mit tilfælde 30 liter - det tager altså en rum tid, før der rigtig sker noget, selv med et rimeligt kraftigt gasblus. Ligeledes er det heller ikke noget problem, hvis man skyder lidt over i HLT'en, så går temperaturreguleringen bare hurtigere. Omvendt har jeg i de opvarmede 30 l en ret stor termisk masse at tage af ved regulering af mæsketemperaturen (og hvis det skulle vise sig nødvendigt har jeg plads til 50 l i HLT'en).
På billede 1 er det en testopstilling af bypass systemet med hvad jeg lige havde af haner og tilslutninger, men i det endelige system behøves ved mæskning kun en enkelt trevejsventil, der dirigerer recirkulationen enten gennem HLT'ens hermsspiral eller gennem bypass'en. Derved er det ret enkelt at styre mæsketemperaturen - også automatisk, hvis trevejsventilen motoriseres og reguleres via en PID eller anden temperaturregulator.
Recirkulering eller omrøring i HLT'en giver helt sikkert en bedre varmeoverførsel til Herms-spiralen, men i princippet behøves det ikke i dette bypass-system. Temperatursystemtabet kan bare sættes tilsvarende højere, så regulerer det sig selv, hvis man holder recirkulationshastigheden konstant.
Billede 2 system - Kogekedel, HLT med HERMS, Mæskekar, Spargetank.
Inden udmæskning eller trinmæskning recirkuleres der i bypass-strengen, mens HLT-temperaturen hæves til udmæsk/trinmæskningstemperatur (+ systemtab og buffer). Derved kan temperaturen i mæskekarret hæves til udmæskning/næste trin hurtigt og effektivt, når Herms spiralen kobles ind igen. På billedet er jeg ved at hæve temperaturen til udmæskning. Gasblussene er tændte både under HLT'en og spargetanken (til højre). Temperaturen er i mæsken 74,3 °C (74,2 °C på kontrollen nederst til højre) på vej mod setpunkt: 77,0°C. Spargetanken er 77,7 °C og HLT'en 84,6°C. Recikuleringspumpen til venstre kører. Spargepumpen til højre er på standby, men aktiveres ved eftergydning, hvor de to slanger på HLT'en monteres på henholdsvis kogekarret til venstre, samt spargepumpens udgang (pumpe til højre). For begge pumpers vedkommende kan omdrejningstallet reguleres trinløst.