I 1800 tallet gik de til den.
: 18. jul 2013, 21:26
Man så skævt til den, der drak for lidt
Den tids mennesker blev vel fulde af alt det øl, selv om øllet var svagere end det, der svarer til en letøl? Ja, det gjorde de. Men dengang var fuldskab ingen skam - bare man ikke mødte beruset i retten, til gudstjenesten og ved en nær vens dødsleje...
Ellers tog man for sig af sagerne. I samfundets førende kredse så man ligefrem skævt til den gæst, der forlod en fest i ædru tilstand. At drikke sig fuld var et tegn på, at vedkommende var en brav, flink, hæderlig person og en dygtig mand af den rette støbning.
Fra herreøl til efterøl
For at få øllet til at smage bedre, og for at få det til at holde sig længere, kom man forskellige ting i det under brygningen. Man kunne krydre med malurt, bark fra egetræer, enebær, røllike, bynke eller pors. Først i 1300-tallet vandt humle indpas. Man undgik surhed ved at lægge en tordenkile (altså en flintøkse), knuste østersskaller eller et hønseæg ned i øltønden.
Den bedste kvalitet var herreøl - det var en festdrik og forbeholdt de rige. Til daglig drak man svendeøl eller spiseøl. Det ringeste var flædie og efterøllet. Generelt var øllet forskelligt fra bryg til bryg, fordi man ikke kendte til de komplicerede processer, som ligger til grund for øllets tilblivelse.
Selv nonnerne fik tildelt øl... 14 tønder om året :)
Jeg har fortalt kæresten om dette... Hun virker forstående :) så jeg napper nogle homebrews efter denne post.
Den tids mennesker blev vel fulde af alt det øl, selv om øllet var svagere end det, der svarer til en letøl? Ja, det gjorde de. Men dengang var fuldskab ingen skam - bare man ikke mødte beruset i retten, til gudstjenesten og ved en nær vens dødsleje...
Ellers tog man for sig af sagerne. I samfundets førende kredse så man ligefrem skævt til den gæst, der forlod en fest i ædru tilstand. At drikke sig fuld var et tegn på, at vedkommende var en brav, flink, hæderlig person og en dygtig mand af den rette støbning.
Fra herreøl til efterøl
For at få øllet til at smage bedre, og for at få det til at holde sig længere, kom man forskellige ting i det under brygningen. Man kunne krydre med malurt, bark fra egetræer, enebær, røllike, bynke eller pors. Først i 1300-tallet vandt humle indpas. Man undgik surhed ved at lægge en tordenkile (altså en flintøkse), knuste østersskaller eller et hønseæg ned i øltønden.
Den bedste kvalitet var herreøl - det var en festdrik og forbeholdt de rige. Til daglig drak man svendeøl eller spiseøl. Det ringeste var flædie og efterøllet. Generelt var øllet forskelligt fra bryg til bryg, fordi man ikke kendte til de komplicerede processer, som ligger til grund for øllets tilblivelse.
Selv nonnerne fik tildelt øl... 14 tønder om året :)
Jeg har fortalt kæresten om dette... Hun virker forstående :) så jeg napper nogle homebrews efter denne post.