Ousen skrev:Jeg har blandet mig i en lignende debat før og fik lidt tæsk, men jeg tager gerne chancen igen.
Vådgær kræver (næsten) altid en starter. Det. kan give noget spændende, at stresse gæren fra starten.
Har en kammerat, som har arbejdet for en af de store gærproducenter af vin og ølgær og han har dermed haft adgang til laboratorieresultater i forhold til vitalitet og holdbarhed. Selv om tørgær er op til fem år over datoen, så er den stadig så vital, at man faktisk ikker kan se forskel på en relativt frisk og den for gamle. Han rehydrerer aldrig sin tørgær.
Jeg har desuden talt og skrevet lidt med Claus Christensen om samme emne, da han vel er den brygger jeg har hørt tale mest om gær og samtidig er han vel den bedst uddannede mikrobeyggeriejer.
Han sendte mig en mail i går og jeg tillader mig lige, at citere:" Jeg er helt enig med dig, tørgær smider jeg direkte i det nedkølet urt, det virker fint.
Rent osmose, ville det naturligt være bedre at opløse det i vand og piske det til yeastcreme men det forhøjer også risiko for infektioner".
Tror at jeg var en del af tæskeholdet sidste gang ;-)
Claus skriver: "tørgær smider jeg direkte i det nedkølet urt, det virker fint". Jeg er ikke i tvivl om, at det virker fint. Og smider man tilstrækkeligt i, så vil det også udligne de celler der dør ved den metode.
Videre skriver han: "det ville naturligt være bedre at opløse det i vand ... men det forhøjer også risiko for infektioner". Så det bedste vil efter hans mening også være at rehydrere gæren først. Men helt klart, har man ikke styr på sine processer omkring desinfektion, er det bedre at hælde gæren direkte i urten.
Så jeg ser ikke Claus være af en anden mening end mig eller Chris White (stifteren af White Labs), selv om han i praksis anvender en anden proces.